Foerste historie starter fredag den. 06, vi er paa vejen ud med speed baaden, alle virker glade og friske. Efter ca. 10 min sproeger en aeldre dame efter mig, hun fortaeller mig at hendes mand foeler sig daarlig. Derefter siger hun at han ikke kan maerke hans hoejr side og ser double. Jeg ber derfor vores cheffoer om at vende tilbage til havnen, jeg ringer til Richard (min chef) og fortaeller alt hvad jeg ved og ber ham at komme til havnen, plus informer guiderne. Mens vi tager ind mod havnen, bliver manden daarligere og har svaere ved at fokuser, jeg husker jeg kigger paa ham og hans blik er virkelig fjernt. Ved havnen bliver det hele lidt kaotisk, da man i Thailand ikke er saa gode til med ambulancer (tager op til 2 timer foer der kommer en) derfor hjaelper vi ham af baaden, han mister total kaefterne i benene og vi ender med at baere/slaebe ham op i taxi. Baaden tager afsted med en engelsk guide og forsoeger at indhente noget af den mistede tid. Jeg tager saa med taxien mod den naermeste hospital, hvor Richard ogsaa venter. I taxien er vi en thai guide (for at oversaette thai til eng og jeg, for at oversaette til svensk) I mellemtiden har manden ogsaa mistede hans stemme og ligger bare og hiver efter vejret. Heldigvis er der ikke langt til et militaer hospital og der viser det sig at han havde faaet en lille hjernebloedning, han faar noget medicin og efter 40 min kommer der endelig en ambulance, der tager ham, konen og Richard til Phuket. Mens de koere faar han endnu en hjernebloedning, men de kommer frem til Phuket og et fint hospital. Jeg tilbringer dagen i butikken og venter bare paa at jeg at vide hvad der sker og om han overlever. Omkring kl 3 kommer Richard tilbage og fortaeller det hele, planen er at han skal udskrives dagen efter og hans bloedningerne har ikke vaeret store, omkring knappenaals stoerrelse. De sidste opgaver den dag er at hente alle personlige papir paa vores gaest (Cleas) paa hans hotel, da hans my travel guide ikke ville tage sig af saadan noget, og komme tilbage til baaden i havnen og tage i mod resten af gaesterne. Alt gik, uden problemer og turen havde vaeret god.
Dagen efter faar vi besked paa at Cleas havde faaet 6 bloedninger mere i loebet af natten og derfor tager Richard til Phuket igen soendag. Paa selve hospitalet er der gode nyheder, Cleas er oppe at gaa og taler igen, han har ingen men af hvad de ved af. Han skal dog tage medicin resten af livet og mistede sit arbejde, som pilot. De vender tilbage til Khao Lak i dag og de er meget taknemlige over den behandling vi havde givet dem hele vejen igennem og sure paa my travel (et besoeg paa 10 min, var alt hvad de havde tid til) saa de har inviteret Richard og jeg ud paa en middag, naar de er friske igen.
Om mandagen skulle jeg saa ud paa en udflugt igen. Overbevist om at der ikke kommer endnu en ulykke og er ved godt mod. Vejret er rigtig fint og derfor tager vi ned til beacon reefs (det bedste snorkling sted paa Similan, normal tager vi ikke dertil pga. der kan vaere en del stroem, men ikke i dag). Der er ingen boelger og kun en svag stroem ind mod oeen. Alle hopper i vandet kl 10 og det lover til at blive en god dag. Efter jeg har vaeret i vandet og hjaelpe en gaest med hendes maske, siger Uhm (min thai guide paa baaden) at der er en gaest taet paa stenerne, der er en del muslingerne og derfor kan det vaere farlig at vaere saa taet paa dem. Da der er omkring 100 meter der ind, vaelger jeg svoemme derind. Jeg kommer ind til den foerste af de to som svoemmer derinde og fortaeller at komme lidt vaek. Den anden, der ligger helt taet paa stenene, ligger og ligner en normal snorkler, men virker stadig ikke normal. Da jeg kommer helt taet paa, kan jeg se at hun ikke reager paa min tale eller boelgerne hun ligger i. For fat i hende og hun er helt livloes, hun traekker ikke vejret, jeg tager hende med ind til stranden 5 meter vaek. Herfra begynder jeg paa CPR og faar fat i hjaelp, hendes veninde er den foerste der kommer derind og derefter flere snorkler. Der er ingen grund til at give jer de grimme oplysningerne, men vi fortsaetter med CPR paa en dingy, indtil rescue teamet ankommer og de tager over. Fra Similan er der 1 time hjem med en speed baad og hele vejen var de igang med CPR. I havnen er den ambulance der venter paa os og bringer hende op til militaer hospitalet, men der er ikke noget at gaere. Laegen gav dommen kl 12.30, hun er doed.
Siden mandag har jeg sovet og sovet, var dog paa baaden igen onsdag for at opleve det hele igen. Denne gang var der ingen ulykker og turen gik fint for gaesterne. Jeg havde det dog meget daarlig og glad for jeg kun var med som gaest og Richard tog sig af guidearbejdet. Den baad Elisabeth var med paa foer ulykken er taget op af vandet og skal nu velsignes af munkerne, den anden baad som tog hende tilbage til havnen, har ogsaa faaet en velsignes og blomster i foromraadet.Jeg er ked at denne historie skulle overbringes paa denne maade, men det har hjulpen at skrive den igen og ellers har jeg talt meget med mine kollegaer og andre folk her i byen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar