Lidt af alt

Jeg ville først undskylde for den meget lange ventetid og pause der har været på bloggen. Det har flere forskellige baggrunde, men mest af alt, så er der ikke sket så meget hernede og arbejde er nu engang arbejde. Jeg har de sidste uger kørt lidt død i mit arbejde og derfor festede en del for at få tiden til at gå med noget andet. Det har betydet at min energi har ikke været til at skrive indlæg om noget jeg ikke synes var noget fornuftig at skrive om.
For at starte et sted, så kan jeg hurtig komme over hvad der er sket i hverdagen siden sidst. Dagen starter stadig kl. 8.30 om morgen, vi køre så ned til Plakias og starter dagen med de samme problemer som dagen før. Ingen tager ledelsen, ingen ved hvad de andre gør og alle skal se efter om alt bliver gjord. Grunden til dette virvar er at vores baseleader så absolut ikke har nogen erfaring indenfor management og ville ikke høre på os der kender til det. Vi beskylder hans franske gener for hans stædighed og komplet afvisning at høre til os andre. Dette scenario fortsætter hele dagen og når han endelig bliver sur nok, indkalder han 2 uger efter til et møde. Dette møde bæger præ af at der har været en masse små personlige ting der har samlede sig sammen igennem de sidste 4 uger. Efter et stykke tid er han kommet ud med alle hans frustrationer, vel og mærket uden at komme med et eneste løsningsforslag, er det igen den franske tankegang? Vi giver ham nemt ret og beder ham alle om at tage hans ansvar på hans skulder og opføre sig en leder. Igen kommer det franske over ham og kommer med en latterlige halve løsning, hans ledelse filosofi går ud på at alle skal have et øjne åbne og kunne se hvad der mangler at blive lavet, så en flad ledelsesstruktur, da han synes vi alle er voksne og ikke gider give os ordre. Det har bare ikke virket de sidste 4 uger og nu er hans løsning, eller mangle på mod, at vi skal give det en uge mere på denne måde, selvom alle bedte ham om at tage ansvar og udstikke ordre. Da ugen var gået og indtil har ændre sig, ændre han sig heller ikke og alt var tilbage i sin gamle form. Efter disse oplevelser savner man den klassiske opbygning af en virksomhed, som man har i f. Eks Føtex og man ved virker overfor kort tids ansatte.
Selve arbejdet er også det samme, vi har kun 2 dykkersteder og derfor er nu over 100 dyk på disse to steder ved at være mere end nok. Jeg er for længst kommet til det punkt, hvor jeg ikke længere dykker for mig selv, men for de mennesker jeg har med ude. Hvad endte om det er CD eller DSD. Jeg nyder hver gang jeg får noget til at overvinde deres frygt for dykning og viser dem at de godt kan dykke. Så er det underordnet om vi 3 gange tager til overfladen for at snakke om noget eller vi kun er 2 meter under vandet. Et godt eksempel vil være en pige, der er bange for at trykudligne og ikke den bedste svømmer. Vi går nemt ned til 2 meter og svømmer et stykke tid på denne dybde. Så snart vi kommer ned omkring de 3-4 meter begynder det at trykke kraftig på ørerne og hun bliver så bange at hun glemmer hvad vi fortalte om at trykudligne og vi tilbage til overfladen. Forklar deroppe hvad der er vigtig at huske og overtaler hende til at gå ned igen og lover hende at jeg holder mig til 2 meter. Så snart vi er nede tager jeg stille og rolig 10 cm dybder og spørger om hun er okay. På denne måde lykkes det mig at få hende ned til 8 meter og hun opdagede det aldrig før vi afsluttede dykkede og kom tilbage til overflade. Hendes mor spurgte nysgerrig om hvordan det gik. Hun kunne svare at hun lykkes at komme til 2 meter, hvor jeg så måtte bryde ind og forklar at hun faktisk var nede på 8 meter og have 20 minutters sammenhængende bundtid.
Nogen af os fra teamet, var en lørdag uden på en mindre road trip. Vi have fået fortalt at Balos strand, helt over på vestkysten skulle være en af de smukkeste strande på Kreta sammen med Elefonissis. Så vi hoppede ombord i vores minibus og køre de 110 km. Der er til Balos. En meget lang tur på ens fridag, men rigtig rart at komme ud og lege turist. De sidste 7 km. Af vejen er en bumlede grusvej og det kunne vores minibus desværre ikke holde til. Det er så her historien rigtig starter, Vi står midt i ingenting og en død bus. Vi prøver at skubbe den i gang, bliver dog meget besværlig af at den gik i stå midt på en bakke. Efter et godt stykke tid fik vi gang i motoren igen og kørte bussen over bakken, blot for at gå i stå på den næste bakke. Det var lige til at grine over, vi får dog vent bussen og den starter igen da det nu går ned af bakke. Vi bestemmer for at køre den til en tankstation og Sergej, som arbejdede her sidste år, forsikrer os at den blot mangler benzin. Lige før byen og enden på grusvejen er der dog en mindre bakken og på denne går vi i stå igen. Mit rejseselskab består af 4 polakker og en Sergej, Sergej går straks efter hjælp, mens en den ene polak, Marek, henter øl til os alle. Klokken er ikke mere end 12, vi har dog ikke så meget andet at lave. Efter de første to øl og stadig ingen bus der virker, beslutter vi os og tage op på den lokale travarna, mens vi Sergej er ude for at lede efter en mekanikker der kan hjælpe os. Der bliver bestilt først en omgang, siden en omgang mere. Jeg har dog ikke fået morgenmad, pga. En lang bytur dagen før og derfor er jeg så klog, som den eneste at bestille ordentlig mad til mig. Dette skulle senere vise sig værdifuld. 4 øl senere, skal siges at øl hernede er 500ml og 5%, er vores kære minibus oppe på ladet af en lastbil, der skal fragte den til et servicecentre. Mens vi venter på ordner fra vores boss hjemme i Rethymnon er det tid til endnu en øl, endelig mest for tiden til at gå noget. Bussen er helt død og skal overnatte på servicestationen og vi får vores super kollega Roel til at hente os i en anden minibus. Da vi er over 100 km. Væk fra ham, dræber vi tiden på den lokale tankstation og får tomt deres lager af kolde Mythos og må til død og pine drikke Amstal. Omkring kl. 5 kommer Roel endelig og vi kan fortsætte vores tur til Balos. Vi ankommer til stranden 10 timer efter vi startede hjemmefra og til vores fordel, så har alle charterturisterne forladt området og vi har stranden for os selv, rigtig lækkert.
Siden denne tur har selskabet forbudt os at bruge deres busser til nogen udflugter, så dette blev vores første og eneste udflugt. Jeg har i mellemtiden for muligheden for at se lidt af øen på egne hånd, da jeg sagde op før tid og de opsagde mig stilling en uge før jeg tog hjem. Så mens jeg sidder og skriver dette indlæg er jeg på øen Gravdos, der er Europas sydligste punkt og har helt utrolige 340 solskinsdage om året. Øen er et rent chill out sted, gamle hippie område, hvor folk stadig overnatter på stranden og lever et meget afslappede liv. Den første strand jeg overnattede på, var den største samling af nudister jeg har set. Jeg følte mig helt udenfor med mine surfer shorts. Ingen sagde dog noget og alt virkede low key. Dagen efter tog jeg videre til en anden strand, hvor der også var en lille by. Dette sted er mere mig, da det er flere familier, men stadig ingen hoteller, kun nogen få lejligheder og 3 tavarnaer. Folk sover stadig på stranden og der er stadig nudister, dog er også en del med tøj på og ikke hippier. Hele ideen med denne udflugt var at komme lidt væk, læse en bog og slappe helt af. Dette er lykkedes til fulde og har helt utrolig kun fået en øl på 3 dage. Atmosfæren på denne ø er helt specielt, det er som en tidsrejse tilbage i til hvor de hårde værdier ikke have samme værdi som nu. Hernede handler det kun om good times. Rimelig godt illustreret af både ankomsten og turen tilbage fra øen. Da jeg ankom til øen var det sent og næsten nat. Alligevel venter der en gamle bus fra 60’erne og ud stiger en græker med kridthvidt hår og skæg. Han råber navnene på de to strande: Sakinoki og Ag. Illion. Ind i bussen med hele færgen og så ellers derud ad. Første stop er sakinoki og ud går halvdelen af bussen, da vi køre videre råber han some think some think Ag. Illion og hele bussen svare igen Nee! (græsk for ja). På vej tilbage møder jeg det største gedemarked ved havnen. Færgen kommer ind og alle bilerne ombord skal af, men før færgen ankom har grækerne stillet deres biler op i kø, som skal ombord på færgen. Derfor tager det udfattelige 1,5 time af tomme og igen fylde en lille færge. Dette er græker stil i stor omfang, men det lader ikke til at gå nogen på hernede og hvordan kan det også stresse en når man nu har brugt 3 dage på at bevæge sig fra stranden hvor man sover og ned i vandet?
Jeg rejser i morgen videre til Cypern, hvor jeg skal besøge nogen af de guider jeg mødte over i Khao Lak og ud at dykke på Middelhavet største vrag. Vraget hedder Znobia og er en svensk færge der er sunket 15 km udenfor Larnaca’s kyst. Det ligger på 42 meters dybde på styrbordsside, vraget er dog så stort at toppen er på 16 meter og det er mere end 150 meter langt, eftersigende skal man stadig kunne se en masse ting fra dengang det var i brug, colamaskiner, flasker og en masse andre ting inden i kantinen. Ude på dækket er der stadig lastbiler der står kædet fast til dækket, her skal i tænke på at dækket står vinkleret i forhold til hvad ville være normal. Pga. Størrelse har jeg planer om at tage mere end blot to dyk på dette vrag. Glæder mig som et lille barn og lover jeg skal opdater bloggen før jeg vender hjem til Danmark og København den 29. August.