Naval Hospital of Crete

Det er ikke helt unden grund jeg lige har postede en hel roman om DCI. I dag er jeg lige kommet hjem efter et 3 dages ophold på et hospital i Souda. I søndags var jeg ude at dykke som normal, 3 dyk og to af dem til omkring 30 meter. Dagen var ikke noget særligt i forhold til andre dage på arbejde og dykkende blev foretaget på en rolig og ikke stressfuld måde.

Efter mine dyk var jeg super træt og sov hele vejen hjem til Rethymno fra Plakias og igen da jeg kom hjem, faldt jeg i søvn igen. Vågnede op med snurrende og prikken i begge ben og lidt ved armene. Ikke nok med det, så fik jeg også kvalme når jeg fik lidt at drikke og en meget kraftig hovedpine. Jeg tænkte jeg nok heller måtte ringe til DAN - Diver Alert Network, mit forsikringsselskab. Der igennem fik jeg kontakt med en dansk dykkerlæge og han synes jeg skulle tjekkes for DCI inden aften var omme. Så gik jagten ind på en måde at få mig fra Rethymno til Souda (omkring 50 km). Ifølge DAN skulle jeg ringe til 166 (national health service) utrolig nok, så kunne folkende der sad bag telefonerne ikke engelsk! Hvordan kan have et land hvor der hver år er mere end 15 million tourister havde en hotline der tager sig af alle ambulancer ikke et ord engelsk.

Efter længere tid med kontakt mellem DAN og jeg, DAN og 166, fik jeg et lokalt hotel til at tilkalde en ambulance til mig. Selvom både DAN, dykkerlægen i Souda og jeg sagde at jeg skulle direkte til Souda, ville de først køre mig til Rethymno hospital, hvor lægerne ikke ved en klap om dykning og hvilken skader og sygedommer det kan fremkalde. Så jeg måtte undervise min læge :S Kom videre til Souda efter de fik fat i lægen på dette hospital.

I Souda kom jeg mere eller mindre direkte i et trykkammer, minder mest om en lille kabys ombord på et skib. Ikke super stort og kun en dårlig briks man kan ligge på. Den første behandling varede fra kl 01.00 til 07.00 natten til mandag. Igennem denne behandling måtte jeg ikke sove og skulle have et ilt maske på, store dele af tiden.

Derefter havde jeg endnu 2 behandler, dog begge kun til 14msw og i 2 timer. Den første behandling var på 3 timer på 18msw og derefter 9msw for 3 timer.

Efter de sidste to behandlinger har jeg følt helt okay, har været lidt træt dog har alle andre tegn forsvundet.

Så nu er min plan at finde et fly hjem til lille Danmark, må ikke dykke den næste måned, så vi ses vel nok alle sammen til Sparvath festen.

DCI, PFO

PFO - Patent Foramen Ovale PFO er en hjerte defekt omkring 1/3 del af befolkningen har. Denne defekt kan have betydning for dykning og muligheden for at få DCI. Når et barn bliver født, er der et lille hul i hjerteklappen der deler venstre og højre hjertekammer. Dette hul ville for de fleste vokse sammen igen, men 1/3 del af befolkingen ville der stadig være et hul i hjerteklappen. For normale aktiviteter ville det ikke betyde noget, men dette hul kan tillade bubler at komme fra vene systemet og overi arter systemet. Mere om hvorfor der kommer bubler og hvorfor de er trælse i afsnittet om DCI. DCI - Decompression Illness Følgerne er fra netdoctor.dk: Hvad er dykkersyge? Dykkersyge - også kaldet trykfaldssyge - skyldes dannelse af kvælstofbobler i i blodbanen og kroppens væv. Boblerne kan opstå, når dykkeren bevæger sig mod havoverfalden, hvor det omgivende tryk er lavere end på den dybde, dykkeren kom fra. Tegnene på dykkersyge viser sig oftest kort tid efter afslutningen af dykket. Symptomerne er mangeartede, fra hovedpine, svimmelhed og træthed til ledsmerter, føleforstyrrelser, lammelser, i alvorligste tilfælde bevidstløshed eller død. Ved mistanke om dykkersyge skal dykket straks afbrydes, førstehjælp sættes i gang og dykkemedicinsk assistance tilkaldes. Behandlingen er 100 procent ilt på ulykkesstedet og under transporten, samt rigelig væske. Dykkeren skal undersøges af en dykkerlæge, og det besluttes, om dykkeren skal behandles i trykkammer.

Hvordan føles dykkersyge? Symptomerne på dykkersyge varierer, fordi kvælstofboblerne kan dannes forskellige steder i kroppen. Dykkeren kan klage over hovedpine eller svimmelhed, usædvanlig mathed eller træthed. Hun kan have hududslæt, smerter i et eller flere led, prikken i arme eller ben, muskelsvaghed eller lammelser. Sjældnere ses vejrtrækningsbesvær, chok, bevidstløshed eller død. Symptomerne viser sig ofte relativt kort tid efter dykkeren har afsluttet dykket. Knapt 50 procent får symptomer inden for den første time efter dykningen, 90 procent inden for seks timer og 98 procent inden for det første døgn. I praksis vil det sige, at symptomer, der opstår senere end 24 timer efter dykket sandsynligvis ikke er dykkersyge. En undtagelse fra dette er, hvis dykkeren har fløjet eller kørt i bjerge. Det lave tryk kan i disse situationer udløse dykkersyge, også senere end 24 timer efter sidste dyk.

Hvorfor får man dykkersyge? Kvælstof findes i den luft, vi indånder (i luften omkring os og i vores dykkerflasker). Under dykning optages store mængder kvælstof i kroppens væv. Dette skyldes, at dykkeren trækker vejret ved et tryk, der er højere end ved havoverfladen. Mængden af opløst kvælstof er afhængig af dykkets dybde og den tid dykket varer. Jo dybere og jo længere dyk, desto mere kvælstof optages i kroppen. Dette er ikke noget problem, så længe dykkeren befinder sig under tryk. Når dykkeren påbegynder opstigning til overfladen, reduceres det omgivende tryk, og kvælstoffet frigives fra kroppen via lungerne, når dykkeren ånder ud. Sker opstigningen hurtigere end den optagne kvælstof kan frigives, vil kvælstoffet danne bobler i blod og væv ( ligesom en sodavandsflaske, der åbnes for hurtigt ). For at minimere risikoen for bobledannelse og dermed dykkersyge er der udarbejdet forskellige tabeller, der viser sammenhæng mellem en given vanddybde og den tid, dykkeren kan være på bunden. Endvidere anbefales, at dykkeren foretager et sikkerhedsstop på fem meter, samt at opstigningshastigheden ikke overskrider 10 meter i minuttet. Har dykket været dybt eller langvarigt, kan det være nødvendig at foretage et eller flere stop på vej op, såkaldte dekompressionsstop. Der er dog ingen garanti for at undgå dykkersyge, selvom tabellernes foreskrifter overholdes. Det skyldes, at risikoen for dykkersyge ikke kun bestemmes af dykkets dybde, længde og eventuelle sikkerheds/dekompressionsstop. Faktorer som kulde, strøm, hårdt arbejde og væskemangel har også betydning. Dertil kommer personlige karakteristika som alder, køn, fedtprocent og fysik. Kvinder har større risiko for dykkersyge end mænd. Ligeledes øges risikoen jo ældre dykkeren er og jo dårligere form han er i.

Hvordan stiller lægen diagnosen? I de fleste tilfælde kan dykkerhistorien, det vil sige oplysninger om antal dyk, dykkedybde, dykketid, opstigning og dekompressioner, samt oplysninger om medvirkende faktorer som kulde, strøm, arbejde og dykkerens fysik, give et fingerpeg om det kan dreje sig om dykkersyge. Efter en grundig undersøgelse, der blandt andet indeholder undersøgelse af balance, koordination, følesans, reflekser og muskelkraft kan lægen udfra det samlede billede vurdere om dykkersyge er sandsynligt og beslutte om dykkeren skal behandles i trykkammer.

Udsigt for fremtiden Milde former for dykkersyge kan fortage sig uden behandling eller ved ånding af 100 procent ilt på ulykkesstedet. Foreligger der mistanke om dykkersyge, skal dykkeren dog undersøges af læge, da tilstanden kan udvikle sig, selvom den umiddelbart synes ufarlig. Kommer dykkeren under behandling hurtigt, er chancerne for, at hun kommer sig uden mén, store. Jo længere tid, der går inden dykkeren behandles, desto større risiko for senfølger. Efter behandling for dykkersyge skal dykkeren holde dykkepause. Pausens længde afhænger af dykkersygens sværhedsgrad og effekten af behandlingen, og aftales med dykkerlægen.

På hospital: Behandling i trykkammer. Et trykkammer er en ståltank, der kan sættes under tryk. Der findes trykkamre flere forskellige steder i Danmark, bl.a. på Rigshospitalet i København, Marinestation Holmen, Flådestation Frederikshavn og Aarhus Kommunehospital. Dykkerlægen afgør, hvor dykkeren skal behandles. I de fleste tilfælde foregår behandlingen på Rigshospitalet. I trykkammeret kan trykket øges ved at dørene lukkes og der pumpes luft ind. Under en behandling for dykkersyge øges trykket, så det svarer til trykket på 18 meter vand. I enkelte tilfælde sættes trykket i kammeret til 50 meter. Under behandlingen ånder dykkeren ren ilt gennem en maske, derved udluftes det kvælstof, kroppen har optaget under dykket, hurtigere. På dybder mere end 18 meter og i øvrigt med passende mellemrum tages masken af, og dykkeren ånder almindelig luft. Dette sker for at minimere risikoen for iltforgiftning. Gradvis sænkes trykket i kammeret, indtil dykkeren atter befinder sig ved overfladetryk. Behandlingen varer typisk 5-6 timer. Under hele behandlingsforløbet er der en specielt uddannet hjælper fra Søværnets Dykkerskole med dykkeren i kammeret. Under behandlingen følges dykkerens tilstand tæt med fornyet undersøgelse af koordination og balance, følesans m.m. Dykkerlægen sluses ind i kammeret ved behov, men forestår i øvrigt behandlingen udenfor kammeret i samarbejde med personel fra Søværnets dykkerskole og Rigshospitalet. Efter behandlingen bliver dykkeren på Rigshospitalet i 24 timer, så man kan observere for eventuel forværring i tilstanden. I de fleste tilfælde er én behandling nok, men i enkelte tilfælde kan det være nødvendigt med flere behandlinger. Efter behandling for dykkersyge skal dykkeren holde pause fra dykning. Varigheden af denne pause aftales med dykkerlægen.